Kære alle sammen.
Tid til status:
Tager man et smut forbi KFUM’s sommerlejr en af dagene for at nyde roen og freden, ja så tager man forgæves… Vænget 5 SYDER af aktivitet, og der er nærmest lige så mange mennesker på matriklen, fra kælder til kvist, som på en tirsdag eftermiddag i sommerlejr-ugen…
Jeg har netop været deroppe for at tegne streger på gulvet, hvor væggene til tanteværelserne skal bygges. 1. salen er hermed også på vej tilbage i topform – det bliver 2 skønne rum – ja ok… Trappen mangler stadig, men man kan jo gå op ad stigen. Fedt at stå og kigge ud ad vinduet og ned på køkkenterrassen, hvor ungerne plejer at sidde og spise Steens dejlige mad….
I stueetagen er murerne færdige med pejsestue, loggia samt lederværelser, og tømrerne lægger netop nu sidste hånd på rørkasserne. Herefter kan maleren gå i gang, inden gulvene skal lægges. Før gulvlægningen skal det nye jordvarmeanlæg dog være installeret, så varmen kan klargøre betonunderlaget med gulvvarme under det nye trægulv. Derfor går der også folk i kælderen, hvor det gamle oliefyr bliver fjernet, så der kan blive plads til det nye fyr, og udenfor kører 2 store gravemaskiner og gør flagbakke og teltplads ukendelig fordi der lige nu lægges 1.7 km. jordvarmekabler.
I sovesalene bliver der spartlet og gjort klar til maling af loft og vægge, for næste fredag den 3/5 afleveres hele denne længe – sovesale & toiletter som FÆRDIG! Vi glæder os til at overtage noget af bygningen igen, så vi har et sted at lægge de 60 madrasser, der er ved at blive bestilt, samt glas, gryder, kaffekopper, viskestykker, skeer, elkoger, gardiner og hvad vi ellers mangler.
På tirsdag mødes lejrchefen med en repræsentant fra Valdemar fonden på lejren. De har bevilget et nyt flag til os, som vi får foræret, så nu er det snart tid til igen at hejse Dannebrog over vores allesammens sommerlejr.
Midt i al glæden bør vi nok også fortælle, at der siden sidste status er observeret først nogle sprængte vandrør i væggen mellem pigesovesalen og pigetoilettet og senere brud på vores kloakrør under ledergangen og køkkenterrassen. Det skal jo ikke være nemt for os! Dette har naturligvis givet os endnu lidt forsinkelse. Det er derfor ikke længere realistisk at vi får en sommerlejr i slutningen af sommerferien. Men med den fart alle håndværkerne har på, bliver forsinkelsen lille, og vi tror fortsat på, at efteråret bliver tiden, hvor vi alle kan komme tilbage. Vi er dog nok i slutningen af august før dørene kan blive slået op.
Hvis man er spændt på, hvordan det hele ser ud, er man velkommen til at køre op og kigge ved selvsyn. Ishuset savner deres faste kunder, og skoven forlyder at være UDEN sliktoldere i øjeblikket…. Alternativt kan man følge med i billedkavalkaden på Håndbolds hjemmeside, hvor genopbygningen har fået sin egen folder: KFUM København Håndbold’s albums | Flickr
Mange lejrhilsner fra et par lejrrotter, der bliver mere og mere forventningsfulde,
Persson og Vibeke